...
Hmm, alting er ret trættene inde i hovedet her fortiden, alting er vendt på hovedet og intet gir mening mere, Jeg tænker tit hvorfor mig, når der er så mange andre der også kunne lide, men at gå hverdag med de samme tanker føre ingen veje, og man blir mere indlukket, som mig, jeg er først nu efter 5-6 år begyndt at åbne mig igen, jeg er meget gernert, og bange for at tale højt om noget.i: Jeg gør mit bedste for at min, som jeg ikke bor med, ville være stolt af mig, meeen det er hun ikke, uanset hvad jeg gør, så det ik godt nok, ved ikke om i kender det, meeen er så træt af det, så nu er hun vil bare ude af mit liv for en tid, og det gør alting en del svære end de var, hun bor i Tyrkiet, jeg ved ikke hvorfor, eller hvornår hun kommer tilbage, eller om hun nogensinde kommer ''hjem'' og bo igen, regner ikke med det, meen håbet er der nok et eller andet sted dybt inde i mig... Jeg går hverdag og prøver at smile, meeen det er ikke altid lige let, nååår man ved ingen vil ha' en, i hvertfald ikke familien, de ser ned på dig, for dem er du en skændsel, eller så'n føles det i alt fald... Føler jeg er en lille pige inden i, ja måske virker jeg hård, meeen kigger man godt efter ser man at jeg også tit græder, smerten i mig er noget jeg går med selv, det er svært at åbne sig op, og fortælle alt muligt til folk man kender, meeen jeg prøver... Det gør jeg virkelig... Tak til jer der læser det her.i:
Love: Cakester!:3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar